background

Råd fra en tidligere OPU-trainee i Berlin

Råd fra en tidligere OPU-trainee i Berlin

Hej nye OPU'er i Berlin
 
Her er lige en lille smule hjælp at hente til hvor i/du kan søge lejligheder, og hvilke områder jeg ville anbefale.

Jeg havde selv meget svært ved at finde ud af hvilket område jeg skulle bo i, da jeg ikke havde nogen idé om hvor de "gode" og "dårlige" områder var.

 

Jeg fik en lejlighed i Prenzlauer Berg, som simpelthen er et SKØNT område! Der er grønt overalt, masser af børnefamilier, så det er sikkert at bevæge sig ud på gaden -  også om natten. Masser af unge og fyldt op med kunstnere.

Prenzlauer Berg ligger tæt på Mitte (Alexanderplatz), Mauer park, som har det mest underholdende karaoke hver søndag, Kulturbrauerei, som er fyldt med diskoteker, masser af små gader med cafeer, restauranter, barer osv. Det er et område, som jeg vil betragte, som det optimale for en ung i Berlin.

Foråret/sommeren er fantastisk, der er så meget liv i hele byen, der bliver grillet i alle parker, folk tager sol, hvor der er den mindste græsplet (der indgår rundkørsler), og folk sidder på cafeer til sent ud på aftenen.

Da jeg selv har boet i Prenzlauer Berg, kan jeg mest fortælle om det område. Men områder som Freidrichshain og Kreuzberg er også dejlige områder.

Herudover er der også hjemmesiden www.immobilienscout24.de. Man skal dog huske at være opmærksom på, at det ikke er i alle lejligheder, der står et køkken.

I Prenzlauer Berg vil jeg anbefale at søge lejligheder omkring vejene: Prenzlauer Allee, Schönenhauser Allee, Danziger Strasse, og alle de småveje der er der i mellem, som fx Knaackstrasse, Wörther Strasse, Rykestrasse.

Håber, I får et godt ophold og bliver lige så glad for at bo i Berlin, som jeg har været.